OM OS

Mit navn er Poul-Erik Hansen, og jeg bor på Peitergården på Omø sammen med min kone Karen. Jeg er født og opvokset på stedet, som har været i min slægts eje i mange generationer. I 1985 overtog vi gården efter mine forældre. I perioden frem til 2005 havde vi svineproduktion, men øgede krav til investeringer i dyrevelfærd og manglende muligheder for at udvide produktionen i tilknytning til den eksisterende gjorde at vi besluttede os for at lukke svineproduktionen ved indgangen til 2005. Siden da har vi kørt med planteavl på gårdens 43 ha, og i 2006 indgik vi en 5-årig aftale med daværende Vestsjællands Amt om udlæg af kløvergræsmarker under ordningen om miljøvenlig jordbrug (MVJ).


Langelændergården, som ligger midt i Omø By ved siden af kirken og tæt på Peitergården, går mere end 300 år tilbage i tiden. Gårde og huse ligger fra gammel tid placeret rundt om gadekæret. Vi, Lars og Susanne, overtog gården i 1999 og flyttede til Omø og blev øboere. Vi har lagt vægt på, at gården er et familiebrug, og vore børn Isa og Villads har indgået i hverdagens praktiske opgaver. I 2003 åbnede vi Langelændergårdens Gårdbutik og Uldgalleri med salg af bl.a. uld, lammeskind og kunsthåndværk. Næste skud på stammen bliver produktion af spelt-, rug- og durummel samt rapsolie. Butikken giver os en god kontakt med folk, som kommer forbi øen fra både nær og fjern, idet havnen besøges af sejlere fra hele Europa.


Vi driver 35 hektar jord med såvel god agerjord, som eng- og mosearealer. Vores gotlænderfår græsser på marginaljorderne, og ø-wrappen produceres på agerjorden, idet vi er overgået til at dyrke miljørigtigt landbrug i 2006. Det var ingen svær beslutning for os, idet vi altid har lagt vægt på kvaliteten af det vi spiser, for såvel dyr som mennesker. Vi forsøger at efterleve Jord til Bord-princippet og vi nærer omtanke for at udnytte de enkelte ressourcer på en så skånsom måde som muligt, det vil sige en skånsom jordbehandling, minimal brug af sprøjtemidler og ingen brug af gødning. Vi har sammen med Poul Erik investeret i nye maskiner for at producere et kvalitetesprodukt som ø-wrap.
www.langelaendergaarden.dk
Poul-Erik Hansen
Tlf.: 58199105
Mobil: 28554819
e-mail: peitergaarden@sol.dk

Lars Christensen
Tlf: 58165150
Mobil:25361590
e-mail : lars@langelaendergaarden.dk